Jeg er nu på vej hjem efter mit 8. besøg i Kina. Vi har været her i lidt over 5 uger og rejst ca 7.500 km - heraf langt hovedparten med hurtigtog, og ikke som sædvanligt blot fløjet rundt mellem destinationerne.
Mens det er nemt og hurtigt at flyve rundt i Kina, så har togturene givet mig mulighed for at se mange forskellige landskaber, fra de endeløse flodsletter i nord til de bjergrige og dramatiske landskaber i syd. Vi har passeret forbi endeløse marker, tusinder af landsbyer og utallige storbyer fra Beijing i nord til Guangzhou i syd og Xi'an i vest.
Vi stod på hver sit tog i Guangzhou, da min kone skal tilbage til familien i Xi'an , mens jeg skal op til Beijing og tilbage til København. Togturen fra Guangzhou til Beijing tager 9 timer. Da vi efter 6 timers kørsel havde passeret Wuhan i det centrale Kina og det efterhånden var ved at blive skumringstime, var jeg godt nok træt ved tanken om endnu 3 timers kørsel. Men jeg skulle dog snart komme til at længes efter netop de tre timers togkørsel.
Inden turen i dag går tilbage mod Beijing og imorgen videre til Kbh, vil jeg da godt opfordre andre til at tage turen. Det er endnu ikke mange danskere som har besøgt Kina. Af mine 60 gymnasielærer-kollegaer tror jeg kun der er to der har været i Kina! Det er da også karakteristisk at der på SAS maskinen til Beijing almindeligvis er flere kinesere end danskere.
Man flyver kl 21 fra Kbh og lander otte timer senere i Beijing (lokal tid 11.30). Følg menneskestrømmen gennem paskontrol og videre ned til det lille tog som kører dig frem til bagage udleveringen. Find en ATM automat og hæv 2000 yuan. Går lige ud af ankomsthallen og tag Express toget til byen (25 yuan) - husk at få et bykort på engelsk med fra billetlugen. Efter godt 30-40 min nås endestationen Dongzimen. Der er almindeligvis fire udgange fra metrostationerne- en til hvert gadehjørne, og jeg har fået en dårlig vane med at gå ud på det forkerte hjørne. Tror du skal se efter en vestlig udgang. Undgå plattenslagere som tilbyder dig transport, og find en taxa på gaden. Medbring en udskrift med hotellets navn og adresse - helst på kinesisk. Det skal og kan ikke koste mere end 50 yuan at køre nogen steder hen i Beijing.
Sidste dag i Dongguan, inden turen i morgen går mod Beijing. Inden vi kom herned, var der ikke mange kinesiske venner og bekendte som helt forstod hvorfor jeg ville herned. Dongguan har et dårligt ry, som en fabriksby hvor alt handler om penge, en by uden historie, kultur eller særlige seværdigheder. En by som også er kendt for et omfattende prostitutionsmiljø, spillebuler og kriminalitet. Alverdens ondskab skulle således være samlet her.
Jeg ville herned fordi området er synonymt med begrebet om 'Kina som verdens fabrik' og fordi vi havde fået mulighed for at besøge et par virksomheder i byen. Vores indtryk af byen er langt mere positivt end byens rygte, men vi ser selvfølgelig kun tingene på en meget overfladisk vis. Men har man engang fået et dårligt rygte, kan det være svært at ryste det af sig. Fra vores samtaler med de lokale, syntes det klart at der er sket meget i byen her, siden hele fabriks-boomet tog fart i slut 80'erne og 90'erne.
Min kone havde været her for 12 år siden, og kunne ikke kende stedet igen. Det umiddelbare indtryk af bybilledet er først og fremmest en meget grøn by; her er parker alle vegne og store grønne boulevarder. Trafikken er ualmindelig fremkommelig - nærmest fraværende, i forhold til alle andre kinesiske byer. Det skyldes først og fremmest at byens hovedboulevarder er anlagt indenfor de sidste 15-25 år, og derfor er brede 3 sporede veje også i byens centrum. Grunden til at trafikken er betydeligt mindre end andre steder (som i København udenfor myldretiden) skyldes dels at størstedelen af indbyggerne er migrant-arbejdere, som er her for at spare penge op, og derfor ikke har bil, men angiveligt også, at den økonomiske aktivitet er aftaget meget siden finanskrisen. Mange virksomheder er lukket eller flyttet til andre proviser.
Det har været en lang, men også begivenhedsrig dag. Vi startede med at spise morgenmad sammen med vores lokale kontakter, som skulle vise os rundt på et par virksomheder i Dongguan. Jeg havde været forudseende nok til at spise mine spejlæg mv inden den fælles morgenmad - jeg er bare ikke til fisk og hønsefødder om morgenen;-)
Vi startede med at køre op til en fabrik i det nordlige Dongguan (se google-link) hvor vi besøgte en fabrik som lavede teleskop-håndtag til kufferter. Senere besøgte vi den fabrik hvor lavede den sidste bearbejdning af kufferterne inden de blev pakket og videredistribueret for eksport.
Begge virksomheder er helt typiske for virksomhederne i Dongguan og formentlig mange andre steder i Kina. Det er små private familiedrevne virksomheder med 30-50 ansatte, og hovedparten af de ansatte er migrant-arbejdere fra andre provinser i Kina. Migrant-arbejderne bor ofte på virksomheden, hvor der i tilknytning til selve fabrikken er bygget simple boliger med etværelses lejligheder /rum. De bor gratis ligesom der serveres tre måltider dagligt som også er gratis. Andre migrant-arbejdere, oftest de hvor både mand og kone arbejder, lejer lejligheder/værelser andet sted i byen.
Den gennemsnitlige månedsløn ligger på 2000-2200 yuan for ufaglært arbejdskraft. Uddannede får mellem 4-5.000 yuan pr mdr. I perioder hvor efterspørgslen på kufferter er lav, og indtjeningen for arbejderne derfor lavere, betales alle en basis løn på mellem 2500-4000 yuan afhængigt af kvalifikationer.
Frokostpausen er som andre steder på 2 timer midt på dagen, hvor man udover at spise tager sig en lur. Arbejderne har 18 feriedage om året, og mange vælger efter at have sparet penge op, at forlade Dongguan og vende tilbage til deres hjembyer , og med de opsparede midler at starte egen forretning eller produktionsvirksomhed.
Dongguan er - som så mange andre kinesiske byer, blot en prik på et landkort, men dækker i virkeligheden over et meget stort område, som strækker sig over 50 km fra megabyen Guangzhou (Kanton) i nord, til Industriområdet Shenzhen (nabo til Hong Kong). Her bor godt end 9 mio. mennesker, hvoraf 7-8 mio. er migrantarbejdere, som er kommet hertil fra hele Kina, for at arbejde i industrien. Det meste af det man ser når man kigger ud af vinduet her eller kører gennem området, var der ikke for 20 år siden. Dengang bestod området af landsbyer og rismarker, og er siden blevet forvandlet til et af Kinas største vækstcentre.
Min viden om Dongguan er på forhånd meget begrænset.
Dagen er gået med at rejse. Fra det centrale Kina og Yangzi-floden i Yichang og med tog til Wuhan og videre med toget til Guangzhou (Kanton) i den sydligste provins Guangdong. Herfra videre med bus ca 60-70 km til byen Dongguan, hvor jeg i de næste par forhåbentlig får mulighed for at besøge forskellige fabrikker. Vi startede fra Yichang kl. 9.00 i morges og ankom på hotellet her i Dongguan kl. 20.00.
Det er sådan set en ren fornøjelse i år at droppe de mange flyveture og i stedet tage High Speed toget (eller Bullettrain som de også kaldes.) Det er skønt at sidde og betragte landskaberne som farer forbi vinduet - desværre lidt vanskelig at tage gode billeder, men sådan må det jo være.
Yichang er et præfektur i Hubei-provinsen med ca. 8 mio. indbyggere, og i byen Yichang bor der ca 1.3 mio. Så det er en lille by i kinesisk sammenhæng. Da vi i aftes kørte ind i byen efter turen på Yangzi-floden, kørte vi langs floden som også løber gennem byen her. Langs flodbredden er anlagt et kilometer langt parkanlæg hvor tusinder af mennesker var ude og motionere og more sig.
Ja, der danses om aftnen i alle kinesiske byer - fra de største til de mindste, og jeg har nok skrevet om det før. Men aldrig har jeg set så mange på et og samme sted som her. I aften ville jeg så ned for at nyde det hele og tage nogle billeder, men desværre kom jeg for sent til at få det sidste aftenlys med. Derfor de elendige billeder.
Endelig kl 16.00 lørdag eftermiddag kunne vi stå af båden ved den gigantiske dæmning ved Yichang. De sidste par timers sejllads havde været ok, såfremt man som jeg prøvede at sidde på dækket og kigge lidt på landskabet og de mange små byer langs floden. Mange af disse er blevet flyttet op af bjergskråningerne , fordi dæmningen har øget vandstanden i floden helt tilbage (op) til Chongqing.
Selvom jeg nok havde læst at der var skabt en 600 km lang sø bag dæmningen, så havde jeg ikke oplevet det sådan under sejlturen. Kun en ting syntes underligt , der var ingen strøm at se eller mærke! Så selvom det nok lignede en flod, så var det reelt en lang smal sø vi sejlede på. Dæmningen har hævet vandstanden med 175 meter i f.h.t. havoverfladen. Mere end 1.1 mio. mennesker langs floden er blevet genhuset i nye boliger bygget længere oppe af bjergsiderne langs floden.
Endelig ankom vi til båden, ikke i Wanchang som jeg havde troet , men meget længere nede af Yangzi, i byen Wushan. Endelig kunne vi forlade bussen, men det var ikke uden en fornemmelse af, at nu var gode tider slut og den egentlige udfordring først skulle til at begynde. Båden lå nedenfor en række stejle trapper og de kulier som man så alle vegne i Chongqing var intet sted at se. Så ned gik det med vores bagage - en nedstigning som svarede til mindst 10 etager. Da vi først var nået ned til båden blev alle mine bange anelser desværre alt for tydeligt bekræftet. Entring af båden skete via nogle gamle fedtede planker. Hele bådens indre gulvareal er dækket af et skident grønt filttæppe som man for mange år siden har opgivet et hver forsøg på at renholde. Under tæppet var der tydeligvis løse plader eller anden midlertidig gulvbelægningen som sammen med det fugtige og krøller filttæppe gjorde det umuligt at trække / rulle kufferterne .
jeg ville egentlig gerne blive nogle flere dage her i Chongqing, som blandt andet har noget for kinesiske byer så sjældent som udendørs cafeer. Men tiden og det videre program tillader det ikke. Nu vi er her, tager vi den vel nærmest obligatoriske sejltur ned af Yangzi-floden og igennem De Tre Kløfter og ned til verdens største dæmning. Vi har brugt hele formiddagen på at få købt billet - temmelig træls, men nok først og fremmest fordi jeg vil ha' den kortest mulige tur, på kun to dage og en enkelt overnatning på båden. De fleste sejler fra Chongqing til Yichang (ca 650 km) på fire dage m tre overnatninger. Men dels har vi ikke tiden og dels tror jeg at det er et frygteligt turisthelvede at komme igennem. Præcist som busturen , med utallige stop og tempelbesøg etc , ved hver en lille landsby for at se lokal befolkningen optræde i traditionelle klædedragter og sælge alverdens ragelse. Det orker jeg bare ikke.
Vi tager derfor en bus fra Chongqing kl 8.00 i morgen fredag, og kører ca 3-400 km til Wanzhou hvorfra vi tager båden videre ned af floden, og skulle så være i Yichang kl 21.00 lørdag aften. Der bliver derfor ikke mere skirveri her før tidligst lørdag aften.
ANOTHER TURIST TRAP !!!!!
Bus turen som efter 5 timer skulle bringe is til båden var /er endnu en turistfælde m shopping og diverse "kultur oplevelser " og har nu varet 8 timer og der er tre timer tilbage før vi kommer på båden . Her og nu dog to timers break i en turistfælde , hvor vi dropper tempel besøget og i stedet drikker en øl og snakker med de lokale.
Nu er batteriet slut her på mobilen - Hej til alle :-)
På busturen i går var der et interessant besøg i et tempel til ære for Da Yu, som i følge legenden grundlagde Kinas første dynasti, Xia-dynastiet ca. 2000 f.kr. Historien om Da Yu er i al korthed, at han blev udvalgt til at bekæmpe de ustandselige problemer med oversvømmelsen af Den Gule Flod. I 13 år rejste Da Yu rundt og gravede floderne dybere, anlagde dæmninger og vandingskanaler og sikrede således livsgrundlaget for den kinesiske civilisation. Under sit arbejde passerede han tre gange sit hjem, UDEN at stikke hovedet indenfor. Så dedikeret var han til sit arbejde.
Templet for Da Yu er anlagt under Qing-dynastiet (1644-1912) af kejser Qinglong. Endnu i dag kan man se kinesere falde på knæ foran hans alter, og anbringe små røde amuletter som vil give fortsat lykke og fremgang. Under besøget her kunne jeg ikke lave være med at tænke på de millioner af kinesiske familier som i dag lever adskilt, fordi manden, konen eller børnene har forladt hjembyen og sluttet sig til de i dag 245 mio. kinesiske migrantarbejdere. Mennesker der, ligesom Da Yu, har forladt hjemmet og familien, og nu arbejder i de store industriområder i kystbyerne. Det er deres arbejde der i gennem de sidste tre årtier har løftet Kina ud af absolut fattigdom og været med til at skabe det nye moderne Kina.
I næste uge skal vi ned til Dongguan (mellem Guangzhou og Shenzhen) og besøge nogle fabrikker og får forhåbentlig mulighed for at høre og se mere om disse menneskers liv og arbejdsforhold. Vi skulle efter planen havde været dernede tidligere, men har to gange måtte udsætte turen pga tyfoner der ramte det sydlige Kina. Håber at vejrguderne -og Da Yu - er med os denne gang.
På mine efterhånden mange rejser rundt i Kina har jeg stort set aldrig mødt vestlige turister. Ikke engang i Beijing eller Shanghai behøver man at løbe ind i 'naboen' , ikke fordi turisterne ikke er der, men de drukner måske i mængden, eller holder sig til bestemte steder. I 2010 var der ca. 60 mio. turister der besøgte Kina, men af dem er en god del nok de mere end 54 mio. kinesere som bor udenfor fastlands Kina. I 2013 var der 97 mio. kineserne der rejste udenlands, og alle steder, hvad enten det er København eller sydkysten på Kreta møder man nu kinesere.
Heller ikke i år har jeg set mange vestlige turister. I Beijing så jeg en vesterlænding, som gik iført ikke bare støvmaske, men en decideret ildmaske med slanger og det hele. Ok, manden kunne jo være alvorlig syg, men han så nu ikke sådan ud, så han var nok bare amerikaner. I øvrigt så vi ingen der bruge støv/luftmasker.
I dag fløj vi fra Xi'an til Chongqing. Chongqing ligger i det vestlige centrale Kina og var tidligere en del af Sichuan-provinsen, men da den samlede befolkning her oversteg 120 mio., valgte man i 1997, at udskille Chongqing som en selvstændig enhed. Chongqing har dog status som en særlig adm område , der i lighed med Beijing, Tianjin og Shanghai er direkte underlagt centralregeringen. Chongqing's areal er knap det dobbelte af Danmarks, men her bor 28,8 mio. indbyggere, heraf 16,2 mio. i selve byen Chongqing.
Indflyvningen til byen gav mulighed for at se et af de omtalte nye boligområder sådan lidt fra oven. Jeg havde ellers tænkt på at sende konen op i en luftballon i Xi'an , så hun kunne tage den slags oversigtsbilleder - jeg tør nemlig ikke det med luftballoner ...o.m.a. ;-)
Jeg har de sidste 5-6 år besøgt mere end 10 millionbyer i Kina, mange af dem flere gange, og alle vegne man kommer, er det det samme billede man ser: et nybyggeri i et omfang man har svært ved at forestille sig. Jeg har mange gange kørt til og fra Xian lufthavn ca 30 km nord for centrum og hver gang er jeg ved at dreje hovedet af led , for at søge at overskue det enorme nybyggeri. Når man har kørt 10 km stik nord fra centrum er man stadig i tæt bymæssig bebyggelse, og de næste ti kilometer ud af byen er som en skov af nybyggede eller igangværende boligprojekter.
Denne gang har jeg også været i det sydvestlige og -østlige Xi'an, og her er billedet nøjagtig det samme. 10-20 km fra centrum er nu tæt bebygget med enorme boligkomplekser. Baggrunden herfor er selvfølgelig den enorme urbanisering som finder sted i Kina. Man skal huske på at endnu i 1976 boede kun 18 % af befolkningen i byerne (svarende til ca 200 mio.), mens tallet i 2011 passerede 50 %, så der i dag er godt 700 mio. kinesere som bor i bymæssige områder. så ca. en halv mia. mennesker er de sidste 30 år flyttet fra land til by !!!
Som altid når vi besøger Yangzi og Xiao Hu i Xi'an , venter der os det ene gode restaurantbesøg efter det andet. Forleden aften mødtes vi igen på en udsøgt restaurant, men kom dog til at vente knap to timer på at Xiao Hu og hans forældre kom gennem aftentrafikken i Xi'an's centrum. Det er alminelig på kinesiske restauranter at man udover et større fælles lokale har en række aflukkede spiserum eller saloner, hvor gæsterne kan nyde middagen i fred og ro (noget som ellers er svært at finde i Kinas storbyer). To tjenere vil være knyttet til disse private spiserum, og sørge for at maden bringes ind og glassene fyldes op og frisk te (eller bare kogt vand) er på bordet. Som bekendt er det ikke som vi kender det fra vesten, at man hver især øser op på sin tallerken. Alle spiser, med spisepinde forstås, fra de enkelte retter som står på drejepladen på midten af bordet.
Mens vi ventede på resten af familien, var enkelte retter blevet sat ind på bordet - ingen vidste jo hvornår Xiao Hu og hans forældre ville nå frem til restauranten.
Fredag d.18 juli besøgte vi Xiao Hu's byggeprojekter. Xiao Hu er projektmanager i et statsejet byggefirma, og har arbejdet på to store bygge projekter hvor han har haft ansvar for selve bygningernes opførsel. Det ene er afsluttet efter godt 3 års arbejde. Vi besøgte byggeriet heraf i 2012 og var nu ude og se det færdige resultat.
Det er et fabriksanlæg på 120.000 m2, bestående af 5 fabrikshaller med en længde på 200 m , og en enkelt på 300 m (alle golfspillere vil bedre end nogen vide hvor langt dette er! ;-) Selv om meget er stort i Kina, så er der også her tale om en tor fabrik efter kinesiske forhold. Byggeprojektet har kostet 400 mio Yuan, og fabrikken der skal producere maskineriet er en SOE ( Statsejet virksomhed). Virksomheden har det ordrette navn: "xian zhonggong zhuangbei zhizao jituan youxian gongsi". Teknologien der skal anvendes er importeret fra Tyskland, og da vi besøgte fabriksbygningerne var man så småt i gang med at installere og afprøve de første maskiner. Fabrikken er en del af en ny økonomisk og teknologisk udviklingszone som ligger ca. 29 km nord for Xi'an centrum. Der er investeret mere end 3 mia yuan i den udv. og tek. zone.
Billeder fra første besøg
Vi kom til Xi'an i tirsdags, med hurtigtoget fra Dawu (420 yuan pr per)
Det var en ualmindelig flot tur først gennem flade flodsletter og dernæst med udsigt til bjergene i Shaanxi-provinsen.
Xi'an har været hovedstad under flere af kejserdynastierne. Qin Shi Huang Di, Kinas første kejser, som samlede Kina for 2200 år siden oprettede hovedstaden her, og kendt er jo hans terrakotta-hær som bevogter hans gravplads. Senere var Xi'an også¨hovedstad under Tang-dynastiet, fra år 600-900 (ca), hvor Xi'an formentlig var verdens største by. By muren havde dengang en samlet længde på 36 km , mens den bymur som ses i dag er opført senere under Ming-dynastiet, og altså 'kun' er 13,7 km lang.
MERE FØLGER - jeg skal ha' morgenmad nu
Vi tog en taxa fra Xiaogan kl 6.30 til den nordlige station i Xiaogan Bei ( Dawu) 90 km nord for Xiaogan.
Navnet Dawu sagde mig noget, uden at jeg dog kunne placere det. Nå, men de 90 km med taxaen gik af ny motorvej og vi betalte 240 yuan for turen - i virkeligheden lidt for meget, men mærkeligt nok så ved min kære kinesiske kone nok om det med at prutte, men altså ikke hvordan man prutter om prisen ;-)
Vi ankom til Dawu allerede kl 800 og havde næsten to timer toget gik. Stationen var hvad man kunne frygte - et kæmpe nyt stationsbygning og en endnu større stationsplads foran uden nogen mennesker eller for den sags skyld en cafe eller noget andet at slå tiden ihjel med.
Udenfor den enorme og ligeså tomme stationsplads lå noget underligt byggeri som lignede noget a la "disney goes to Holland" .... (se billede). Her fandt vi hvad hele stationspladsen manglede; nemlig stole borde og parasoller.
Vi kørte fra Tangchi i går fredag til Xiaogan som ligger ca 60 km NV for Wuhan. Qu skal have fundet ny lejer til hendes lejlighed her i byen. det har givet mig fred og ro til at opdatere websiden her. lidt af en udfordring ind i mellem , da internethastigheden på upload nogle steder er ualmindelig langsom.
Vi kørte med taxa, eller rettere en fyr der havde en bil , de 27 km fra Tangzhi til Yingcheng , for 80 Yuan (=65 kr), og videre med bus , for inen penge. Vi bor på samme hotel som sidst , Qian Tun Hotel, dejligt værelse til den uhørte pris af 178 yuan (140 dkr) pr nat, incl 2 * morgenmad :-)
Xiaogan er en ubetydelig provins by med godt 300.000 indbyggere, og har vel egentlig intet der kan interesse almindelige turister.
Under de sidste to dage vi var i Tangchi, hos min kones svigerinde, Jiao Mei og hendes dreng (De-ar) og adskillige onkler og tanter, brugte min kone et par timer på at give moralske formaninger for den unge 20-årige mand De-ar. Han skal efter sommer begynde på universitet i Wuhan , så tilværelsen i en by med 3.000 indbyggere bliver nu udskiftet med et liv blandt Wuhans 10 mio.
Det er almindeligt i Kina at de studerende bor, både på gymnasierne og på universiteterne. Det er også almindeligt at familier lever adskilt. I denne familie arbejder faderen i andre provinser på diverse byggeprojekter, en anden familie vi besøgte, var manden på 10. år i Angola. Den unge mands to søstre arbejder i h.h.v. Xi'an og Shanghai så ligesom faderen er de kun sjældent hjemme. Blandt de mere alvorlige formaninger var den med at holde sig fra narkotika. der havde åbenbart lige været en sag i Tangchi med en ung mand som var arresteret for narko-besiddelse, så selv i en lille by findes disse problemer også.
Kineserne spiller Mahjong - unge som gamle , alle vegne i Kina sidder folk ved små borde og spiller det populære spil. Mange hotelværelser - også vores - er indrettet med særlig spillebord til Mahjong.
Spillet handler om at komme først af med sine brikker. Man har hver 13 brikker til start og skal så danne par af to eller tre ens eller 3 brikker i numerisk rækkefølge. Der er fire forskellige typer brikker ( a la hjerter, klør og spar, som i kortspil)
jeg blev introduceret til spillet i søndags, og hver aften siden har vi spillet på hotelværelset til kl 24.00
Onsdag d. 9.juni
Interview med partisekretæren i Tangchi, Hubei-provins, under Yingcheng Præfektur (shi), med i alt 5 mio. indb.
Tangchi by (zhen) har ca 3.000 indbyggere, og under byen hører 16 grupper (cun) af landsbyer (zhu) som hver består af en 5-7 landsbyer.Befolkningstallet incl disse landsbyer er ca 15.000 indbyggere. Qu's landsby ligger i det 'cun' der hedder Sunduan Cun og omfatter 7 landsbyer med i alt ca 800 indbyggere.
Heraf er de 200 midlertidigt bortrejst som migrantarbejdere.
Tangchi Zhen var tidligere en Folkekommune. De kollektive virksomheder lå i Tangchi by og omfattede forretninger, teglværket, hospital , skoler mv. af-kollektiviseringen begyndte i 1979 og var stort set gennemført på et års tid .
Endnu i 1988 var der rationering på de fleste dagligdags fornødenheder, ris, olie, tekstiler og selvfølgelig kød, som reelt set ikke indgik i hverdagskosten dengang.
Bønderne kunne herefter leje jorden af kollektivet (cun) jorden blev fordelt i forhold til hvor mange familiemedlemmer hver husstand havde. Dette skyldes at skatter til staten blev betalt i samme forhold. Regler for tildelingen af jord til husstandene er dog forskellige fra sted til sted.
En ældre bondefamilie har 10 mu ( en hektar = 15 mu, én mu =660 m2 eller 1/15 af en hektar, ) som de dyrkede. Arbejdet - såvel såning som høstning af risen -blev dog udført af en maskinstation. Udbyttet er ca. 500 kg pr mu. Bruttoindtægten er max 1000 yuan pr mu og efter betaling af omkostninger ca 800 yuan pr mu. Der kan høstes to gange årligt. Der er dog mange der ikke dyrker al jorden dels fordi arbejdet er hårdt og dels fordi indkomsten er begrænset, og nok så vigtigt, så får mange bondefamilier nu supplerende indkomster fra børn som arbejder som migrantarbejdere.
Bondefamilien vi besøgte havde tre drenge , en bor og arbejder i Canada, en anden i Wuhan ( som vi har mødt et par gange og som deltog i demonstrationerne i 1989 på Tian'anmen) og den sidste arbejder i Shenzhen.
Kun de der ikke vil betale for at få såning og høst udført laver fortsat selv arbejdet manuelt .
Indtil 2003 betalte bønderne skat i naturalier til staten, men fra 2004 og alle skatter for bønderne ophævet - og i stedet kan de nu få et mindre tilskud på 50-80 yuan for hver mu de opdyrker. I dag er der kun to af virksomhederne som fortsat er kollektivt drevet , nemlig det store supermarked og hospitalet.
Tangzhi er en relativ velstående by ikke mindst pga af sit Hot Spring Water ressort (jeg har dog ikke set en eneste turist under vores ophold her, men de kommer angiveligt om vinteren) Hertil kommer byens mange skildpadde farme - som sælger skildpadder til restauranter over hele Kina.
Så har vi været til barnedåb her i Tangchi - det er blevet fejret med tre middage over to dage. Her er, som kulturen foreskriver, rigeligt med mad og drikke og så kan man ikke hilse på en kineser uden at blive tilbudt en cigaret - ja hele pakker uddeles til gæsterne. Der drikkes øl og brændevin og det er tydeligvis særligt morsomt at prøve at drikke den udenlandske gæst under bordet ( nej det lykkedes dem ikke ). Kun mænd drikker normal øl / brændevin mens kvinderne drikker juice eller lign. Men i modsætning til danskerne drikker man ikke uden mad, heller ikke før maden.
lørdag d. 5.juni kørte vi mod Tangchi - ca 100km nord vest for provinshovedstaden Wuhan. vi tog bussen - og den langsomme af dem , for at få mulighed for at nyde landskabet og ikke alene køre motorvejen. desværre var godt 10 km af vejen totalt ødelagt af tunge lastbiler , så farten var 10 km /t og et frygteligt bumperi og umuligtat tage bileder.
Wuhan med sine ti millioner indbyggere er nærmest en stor byggeplads. Gamle huse rives ned alle vegne og erstattes af nye enorme komplekser af højhuse ... eller skyskrabere skulle man vel snarere sige.
men chokerende er det at erfare at det som rives ned nu kun er mellem 20-30 år gammelt byggeri. Altså boligblokke opført i 1980- 90'erne !!!
We have gone to my wifes home province, Hubei, for one reason to get documentation that my wife and her daughter is mother and daughter.
Yes it sounds quite silly. This documentation is needed becaurse we want to invite my wfies daughter for a one week visit to Denmark.
Ok - the main identification paper for all chinese people are their 'Hukou'. when my wife present her Hukou at the policestation she was meet with this : How can we know this is not false?
The document contains stamps and signatures etc from the authorities in Hubei - and still the same authorities now claims that this document might not be valid or even false!!!
As this is my wife main identification paper what can she do ?
This is - as far as I understand this - most ridiculous and unacceptable .
Wonder what Mao Zedong would have said about such bureaucratic behaviour???
FOLLOW UP
today we went to the hospital where Yangzi was born some 27 years ago, to get some documentation that she is really my wife's child. after waiting two hours for the doctor we had to talk with my wife succeeded. After that she could go back to some other authorities from yesterday, and finely get the required documentation of the legal relationship between mother and daughter .
So the story ends up fine - but it all seems so bureaucratic.
efter et par hektiske dage i Beijing - hvor vi brugte det meste tid enten i metroen eller i taxaer, kom vi til Wuhan i det centrale Kina , tirsdag eftermiddag. Kørte herned på godt 4 timer med 310 km /t.
det undrer mig at vi denne gang ikke kan se danske nyheds-medier på internettet i Kina...Tidliere var Facebook og YouTube blokeret og det oplevede jeg ikke som et savn - mne nu er der heller ikke adgang til dr.dk eller politikken , Berlingske eller noget som helst dansk medie ...!!! Derimod kan man godt læse BBC og CNN, men ikke danske nyheder.
så farlige er de danske medier eller Danmark vel heller ikke - selv om det vel nok vil booste lidt til selvfedmen hos danske medier ..
besøgte den danske ambassade i Beijing i forbindelse med nogle spørgsmål om visa til Yangze. Det var lidt sjovt at man her havde installeet en cyklepumpe udenfor ambassaden lige ved indgangsdøren. Herudover stod der tre gamle rustne cykler. Men det er altså dette vi fører os frem med ... jeg kunne ikke lade være med umiddelbart at se cyklepumpen som et symbol på den udenrigspolitik : varm luft!!
FOLLOW UP TO DAGE SENERE ...
Nu kan jeg pludselig godt se danske nyhedssider .... men ja, selvom jeg indrømmer at have savnet dem et øjeblik, så var gensynet alligevel ikke rigtig noget . Roskildefestival, 'æresvold' (som man gudhjælpemig kalder det) og så noget andet ligegyldigt ..
UPDATE: da vi senere kom til Dongguan, var der nu adgang til både Facebook , Youtube og google, i hvert fald fra hotellet 'Exibition International Hotel' .
så har der netop været valg til EUparlamentet - stor fremgang for EU kritiske partier / grupper . Jeg tænker på hvordan et sådan valgresultat ses fra Kina?
Man vil formentlig med let skjult gysen se på hvad frie valg kan afsted komme; i EU tilfælde er det vel at vælgerne vælger 750 parlamentsmedlemmer hvoraf en stadig større del nu ikke vil bidrage til at styrke, men derimod at svække EU magt og dermed EU's mulighed for agere i forhold til de fælles udfordringer EU og medlemslande står overfor.
Skulle man overføre dette til kinesiske forhold , så kan det jo bedst sammenlignes med den Nationale Folkekongres. Her valgte man i 2013 mere end 2900 delegerede som repræsenterer mangfoldige interessegrupper rundt om i Kina . Disse er godt nok ikke valgt nedefra , men derimod valgt af de enkelte Folkekongresser i Kinas provinser , hvilket om ikke andet giver en hvis sikkerhed for at de alle vil arbejde for det fælles bedste, og ikke arbejde for opløsning af det selv samme system som de er en del af , i dette tilfælde Folkerepublikken Kina
I februar 2012 gik jeg i gang med et større projekt ; at skrive en relativ kort almen fremstilling af Kinas årtusinde år lange historie. Baggrunden var frustration over hvor ringe kendskabet generelt var til Kinas historie og dermed også forståelsen af hvor Kina er i dag - og ikke mindst hvad man har opnået de sidste 30 år.
Nu - to år og tre måneder senere - er jeg kommet gennem årtusinders historie og ikke mindst det 20. århundredes voldsomme omvæltninger og nærmer mig de sidste 10-15 års historie.
Alene arbejdet med at læse korrektur, rette og tilføje har taget ualmindelig lang tid . Jeg savner dog, at få en anden til at læse dele af projektet, men det kommer forhåbentligt . Mens jeg for tiden frem til 1989 har valgt en strengt kronologisk organisering af stoffet - havde jeg tænkt at de sidste årtier i højere grad beskrives tematisk; de intellektuelle diskussioner i 80'er og 90'erne , reformpolitikken på landet og i byerne , befolkningspolitik, urbanisering , Speciel Økonomiske Zoner etc
du kan følge arbejdet på kina-danmark.dk